10 ting, du bør vide på cykel på Baja Divide

Et liv med 25 km/timen

Det, man med garanti kan sige om Ryan van Duzer er, at han altid er klar på en oplevelse. Han bor i Boulder i staten Colorado, men en stadigt større del af sit liv bruger han på at cykle ud i det blå med 25 km i timen. For et par år siden lagde han en hyldestvideo op på YouTube om sin rejsetrætte 2001 Trek 8000, som han, efter at have gjort tjeneste i FN's fredsbevarende styrker, havde cyklet på fra Sydamerika, og som nu endeligt måtte lade livet efter en uoprettelig mekanisk fejl.

Kort fortalt, fik vi øje på ham ved den lejlighed, og siden da har vi med stor fornøjelse fulgt ham på hans eventyr, og ind imellem har vi også bedt ham om at udsætte nye Trek og Bontrager produkter for diverse strabadser.

Ryan van Duzer kender alt til eventyr. Han har cyklet gennem jungler, bjerge og ørkner til nogle af verdens fjernest beliggende steder, bl.a. Burning Man-festivalen i Nevadas brændende Black Rock-ørken. Senest har han cyklet den 2735 km lange rute på ujævne og sandede veje på den mexikanske Baja-halvø på sin Trek 1120 turcykel.

Her giver han gode tip til at få den bedste cykeloplevelse på Baja Divide. Læs de 10 tip, inden du drager af sted på dit eget eventyr!

1. Drikkevand!

Agua, hedder det på spansk. Og sørg for at have en masse med. Jeg havde altid op til 10 liter spændt på cyklen, og det giver en del ekstra vægt at cykle med. Men masser af vand er en nødvendighed på et tørt og hedt sted som Baja. Alt efter hvor hurtigt du cykler, kan der gå to eller tre dage imellem, at du kan få tanket op. Du kan spare penge og slippe for at købe store plastflasker at slæbe på ved at benytte vandrenseanlæggene i byerne. Der findes et i enhver by, typisk i de små købmandsbutikker. Det koster få pesos at få påfyldt op til 10 liter vand.

2. Mexico er et smukt land

Jeg har været så heldig at kunne cykle overalt i dette fantastiske land, set de mest betagende ting og møde mennesker, jeg aldrig vil glemme. Hvis man i nyhederne har fået det indtryk, at Mexico er et voldeligt sted, har jeg i hvert fald på intet tidspunkt haft fornemmelsen af at være i fare, når jeg har cyklet rundt i landet. Det betyder selvfølgelig ikke, at man ikke skal tænke sig om; det gælder, uanset hvor man rejser. De landsbyer og småbyer, som jeg kom igennem, var en stor fornøjelse. Samværet med lokale er mine bedste minder fra Baja.

3. Lær lidt spansk

Hvis man får lært sig bare enkelte gloser på spansk, er det ikke kun en fordel, når man har brug for at finde vej og købe ind, men også en mulighed for at komme i kontakt med de lokale. Jeg fik lejlighed til at spille fodbold med nogle børn, og det var en stor fornøjelse. Man kan sagtens cykle hele vejen igennem halvøen uden at kunne spansk, men jeg anbefaler at få lært sig bare lidt. Jeg lover, at oplevelsen bliver langt større af det!

4. Sandet en stor del af oplevelsen

Det er hårdt at cykle i sand. Sådan er det bare. Man gør det nemmest for sig selv med 3" mid-fat dæk på cyklen. For mig var Trek 1120 den perfekte cykel til Baja Divide. Sæt farten ned, gå, og sænk dæktrykket. Der findes et godt ord for det på spansk, nemlig tranquilo. Gør det til dit mantra. Tag den med ro. Det er en del af oplevelsen.

5. Nattesøvn under åben himmel

På turcykling har mange det bedst med at sove i telt på grund af det lokale dyreliv. Men klimaet på Baja er helt perfekt til at sove under åben himmel, og det bør man virkelig gøre! Nattehimlen over Baja inspirerer til de dejligste drømme.

6. Husk frugt og grønsager!

De fleste tankstationer og lokale butikker sælger verdens bedste junkfood. Det kan være fristende at guffe løs af de søde boller på pose efter at have brændt tusinder af kalorier af på dagens cykling. Men det bliver et problem i længden med for meget af den slags forarbejdet mad. I alle de byer, man kommer igennem, er der mindst ét sted, hvor de serverer varm mad. En tallerkenfuld ris og bønner gør kroppen godt, og når man spiser i byen, støtter man både lokalsamfundet og møder nye mennesker.

7. Instant-bønner på pose!

Nogle gange kommer du til at indtage måltider der, hvor du slår lejr. Mit foretrukne måltid oven på dagens cykling var en pose refried beans, en stak friskbagte majstortillaer og lidt queso-fastost med hot sauce. Poser med instant-bønner er nemme at have med på cyklen, akkurat ligesom tortillaer (holder længere af alm. mel end af majsmel, fandt jeg ud af) og lille flaske hot sauce. Det var nemt at købe disse madvarer i byerne på ruten.

8. Hop i havet, når chancen byder sig

Stillehavet er køligt, og Den Californiske Bugt er ikke meget varmere. Men en hurtig dukkert gør altid godt for sjælen og skyller terrænstøvet af kroppen. Tip: Gå i vandet med tøjet på, og det bliver som efter en tur i vaskemaskinen. Eller næsten i hvert fald.

9. Tag turen på din måde

Baja Divide er nem at følge, hvis du downloader de tilgængelige kort til en gps-enhed. Og du kan altid nemt finde ud til hovedvejen, hvis du får brug for at holde en cykelpause fra terrænet. Highway 1 er smal, men bilisterne tager normalt hensyn til cyklister og holder god afstand ved overhaling.

10. Nogle dage er det bare hårdt

Det kan man ligeså godt indse fra starten, så det ikke får lov at ødelægge fornøjelsen. Jeg har brugt en stor af mit liv på at cykle verden rundt, men jeg er aldrig blevet udfordret så meget som på Baja. Man skal være forberedt på mentalt knusende stigninger, endeløse sandstrækninger, veje som vaskebrætter og en ulidelig varme. Men man skal også være forberedt på at få en fantastisk oplevelse, se uforglemmelige landskaber og at have det virkelig sjovt. Turen gennem ørkenlandskaberne på Baja vil for altid stå som et højdepunkt i mit liv, og jeg kan på det varmeste anbefale andre at tage turen!