De aftalte, at de ville begge lave en liste. Hver for sig. Senere sagde Bevil, at det var lyse, spændende tider. Da finansieringen fra Roth var på plads, stod alle døre åbne. Men hvad skulle de kalde det, de havde gang i?
De angreb spørgsmålet fra to sider som så ofte før.
Bevils første liste gik frem efter fantasien: Kestrel, Odyssey og andre navne, som han senere plejede at beskrive som “nogenlunde acceptable”. Navne, der havde en klang af bevægelse eller myter. Den liste, Dick skrev samtidigt dermed, lød helt anderledes: United Bicycles, Eagle, National, American Bicycle Company.
Forskellen mellem listerne viste tydeligt, hvem de to mænd var. Bevil tænkte som en historiefortæller, Dick som en finansmand. Den ene satte sin lid til følelser og skønhed, den anden foretrak struktur og rationalitet. Og alligevel havde deres to forskellige tænkemåder fundet sammen, og de var samarbejdspartnere.
Historien om, hvordan Trek fik sit navn
På den tid tilbragte Bevil lange dage sammen med Tom French, den tidligere Stella-medarbejder, som var med den aften, hvor Dick Nolan for første gang viste, hvordan et stel kunne bygges. Tom French, som arbejdede med salg og marketing hos Trek, var den, der såede frøet: “Har du overvejet navnet Trek?” spurgte han Bevil. “Det er jo et sydafrikansk ord.”
Bevil var født der, men han havde ikke tænkt over det. Ordet forblev i hans tanker. Han føjede det til sin liste.
Senere mødtes Dick og Bevil mellem Milwaukee og Madison, på deres velkendte mødested halvvejs i Pine Knoll Supper Club i byen Lake Mills. De sad overfor hinanden med listerne bredt ud på bordet mellem dem
Bevil læste Dicks liste først – og så kom han til at le. “Ej, det mener du ikke”, sagde han. Det var umuligt ikke at få øje på kontrasten. Bevils liste var romantisk. Dicks var pragmatisk, uden staffage, direkte.
På bordet mellem dem lå kløften mellem to meget forskellige personligheder. Måske forstod de det begge lige der. Styrken i deres samarbejde ville ikke være enighed, men den energi, der opstod, fordi de havde forskellige syn på verden.
Men i sidste ende var det Dicks beslutning. Det var hans penge. Da han skimmede Bevils liste, standsede hans øjne ved ét ord: Trek
Navnet var kort, enkelt og umuligt at tage fejl af. Måske tænkte de ikke på det dengang, men det var også internationalt; et navn, der kunne fungere på alle sprog.
Dick foretrak instinktivt noget patriotisk, noget stabilt. Men det må siges til hans ros, at han med sin sædvanlige imødekommenhed valgte Trek. På Pine Knoll stolede han på noget, der var i modstrid med alle hans forretningsinstinkter, nemlig en følelse af, at det var det rigtige ord til den vej, der lå foran dem.
Beslutningen blev taget i ubemærkethed, men den havde stor betydning. Den var på en måde et perfekt kompromis, der byggede bro over afstanden mellem dem. Navnet havde både Bevils kreativitet og Dicks præcision i sig. Kunst og orden.
Det var et navn, der kunne være med på alle rejser. Det betød bevægelse fremad. Det betød rejse. Og det var præcist, hvad de nu begav sig ud på.