En snak over et par bajere | Trek Bikes (DK)
  1. Loading...

En snak over et par bajere

Der er træpaneler på væggene. Lyset er dæmpet. Menuen er klassisk steakhouse. Duften af svedne højrebsbøffer, tobak og øl virker betryggende. Man får fremragende betjening, for alle er en del af familien på Pine Knoll Supper Club. Det er vinter, og Pine Knoll er både et sted at få varmen her i kulden i Wisconsin, og et spisested, hvor et godt måltid mad kan købes for rimelige penge. Denne aften lægger stedet lokaler til et stykke historie.

Der sidder to mænd i baren og får sig en øl. Den ene er tæt bygget og skægløs, den anden høj med bakkenbarter. De er dybt optaget af at diskutere, hvilket af to ord der er bedst: Trek eller Kestrel. Hvis man overhørte samtalen, ville man næppe finde den interessant. Ikke engang de to mænd er klar over, at de på denne kolde vinteraften i 1976 er i gang med at forme fremtiden for cykling.

Dick Burke og Bevil Hogg udfører et ritual, som er velkendt blandt virksomheder i Wisconsin, USA. Kolleger og forretningspartnere mødes over et par drinks for at vende arbejdsdagen, planlægge fremtiden, drøfte gode og mindre gode ideer. Denne aften er emnet, hvad de skal kalde deres nyfødte cykelfirma.

Tonen er hjertelig, som det sig hør og bør i disse omgivelser, men der er noget vigtigt på spil. Bevil, den høje af de to, foretrækker Kestrel – det amerikanske ord for tårnfalk – som er en hurtig flyver, og som vil være et ganske rammende navn til et firma, der sælger produkter til en aktiv livsstil (som det firma, Bevil gik hen og etablerede senere). Hans makker lytter til argumenterne, men lader sig ikke rokke fra sit eget, rejseinspirerede forslag: Trek. Dick Burkes stærke tiltro til den kraft, der findes i en god idé, ender med at være overbevisende. Og med ét er Trek Bicycle kommet til verden.

Pine Knoll Supper Club, som har været lukket siden 2010, er stadig beliggende få kilometer fra Treks hovedsæde. Fra tid til anden rygtes stedet åbent igen, men det er vist kun ønsketænkning. Én ting er dog sikker. Pine Knoll er sikret en plads i Treks historie. Et navn, der så dagens lys over et par bajere, og som i dag tager sig stolt ud på millioner af cykelstel i hele verden.

Produktsammenligning af cykelstativ

Start sammenligning
Danmark / Dansk
You’re looking at the Danmark / Dansk Trek Bicycle website. Don’t worry. We’ve all taken a wrong turn before. View your country’s Trek Bicycle website here.